Hovedsagen i diskussioner om beskyttelsen af én som er blevet, muligvis falsk, anklaget er spørgsmålet om, hvorvidt anonyme rapporter overhovedet skal være tilladt, og hvorvidt de skal tages i betragtning. Mange folk tror, at falske anklager er den logiske konsekvens af at tillade anonym rapportering, blot fordi den rapporterende ikke behøver at bekymre sig om følgevirkninger.
Dette argument, som i og for sig er legitimt, har haft vidtrækkende konsekvenser.
- Den hollandske arbejdsorganisation Stichting van de Arbeid (STAR)’s politikmodel fra 2003 tillader ikke anonyme interne rapporter.
- Den franske privatlivsmyndighed (CNIL) har været stærk modstander af at acceptere whistleblower-afsnittet i den amerikanske Sarbanes-Oxley-lov om virksomhedsledelse, som gælder for amerikanske børsnoterede virksomheder; resultatet i Frankrig har været et betydeligt svagere kompromis, der har været vanskeligt at indføre.
- Denne linje fortsættes på europæisk plan af Europa Kommissionen gennem Udtalelse 1/2006 fra Artikel 29-Gruppen (Det Europæiske Databeskyttelsesråd); denne udtalelse har tydelige problemer med spørgsmålet om at tillade anonyme rapporter.
- Nationale privatlivsmyndigheder tager i højere og højere grad denne løsning i brug.
Med introduktionen af de tidligere omtalte tekniske løsninger, kan vi reducere denne diskussion til almindelige proportioner. Vi kan måske endda afslutte den, siden muligheden for at komme i kontakt, og forblive i kontakt, med den anonyme rapporterende vil sætte en stopper for de angiveligt negative konsekvenser ved anonym afrapportering. Verificeringsspørgsmål kan afgøre en rapports autenticitet, samt opfange og frasortere de falske. Disse tekniske løsninger bringer et helt nyt perspektiv til spørgsmålet om anonyme rapporter,
da det bliver muligt at:
- komme i kontakt med den anonyme whistleblower;
- bekræfte beskyldninger;
- få flere oplysninger fra whistlebloweren under den efterfølgende undersøgelse.
Er anonyme rapporter stadigvæk anonyme på den samme måde, som STAR og Artikel 29-Gruppen havde til hensigt? Og bliver argumentet mod at indberette anonyme rapporter via anonyme breve eller anonyme telefonopkald gjort irrelevant?
Bevidstheden om, at det ikke nytter noget at indberette falske rapporter, da de nemt kan sorteres fra ved at stille verificeringsspørgsmål, kommer i høj grad til at reducere antallet af falske anklager. Personen, som indberetter de falske rapporter, kunne blive fanget i deres eget net af løgne, afsløre for meget af sig selv og til slut blive identificeret.
Et godt whistleblower-system kunne derfor indeholde bestemmelser om følgende:
- ikke længere at tage anonyme brev og telefonopkald uden for systemet i betragtning; disse kunne endda forbydes. Det ville være en velsignelse for mange organisationer, hvis bestyrelsen eller formanden for tilsynsrådet ikke længere skulle tage sig af anonyme breve;
- at manglende svar på verificeringsspørgsmål gør rapporten og den rapporterende i selv sig mistænkelige;
- at en person, som bevidst indsender en falsk rapport, begår et alvorligt brud mod de etiske retningslinjer og står over for alvorlige konsekvenser, hvis de bliver opdaget;
- at, hvis det er bevist, at en person har indsendt en rapport i ond tro, kan vedkommende blive sagsøgt af den anklagede efter evt. identificering.
Disse bestemmelser kan dog ikke bruges i whistleblowing-procedurer, hvor det ikke er muligt at stille flere spørgsmål, fordi rapporter, som er indsendt i god tro kunne ende med ikke at komme i betragtning og ende med at blive markeret som “falske”. Truende sprog vil afholde folk fra at indsende rapporter i god tro.